Ny portal med alternative behandlere…..
Igen er en ny hjemmeside dukket op med henblik på markedsføring af Registrerede Alternative Behandlere RAB!
Som landets største brancheorganisation for danske zoneterapeuter, vil vi gerne påpege, at Lov nr. 351 af 19/5 2004 om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere varetages udelukkende af den pågældende brancheforening for hvert enkelt fag. Foreningerne godkendes enkeltvis af Sundhedsstyrelsen direkte, og det er således også Sundhedsstyrelsen, som fører tilsyn med de registreringspligtige foreninger, hvorefter det igen er den enkelte brancheforening, som fører tilsyn med egne registrerede medlemmer. Det er således alene, f.eks. FDZ Forenede Danske Zoneterapeuter som fører tilsyn med egne registrerede zoneterapeutmedlemmer, og alene foreningen FDZ, som er pligtig til og ansvarlig for offentliggørelsen af disse registrerede medlemmer på egen hjemmeside.
Alle andre net-portaler, hvad enten vi taler om healthnetwork.dk, Rabforum.dk, netdoktor.dk og tilsvarende vil aldrig være fyldestgørende, idet der primært er tale om et markedsføringstiltag, som det naturligvis også koster penge at være en del af. Det må således være op til det enkelte medlem at vælge yderligere markedsføringstiltag for egen klinik.
FDZ Forenede Danske Zoneterapeuter har i dag 600 zoneterapeuter registreret i henhold til loven, såkaldte RAB terapeuter, og alle disse klinikker er at finde på www.fdz.dk – Find en zoneterapeut.
Foreningen registrerer og holder opsyn med disse klinikker og i tilfælde af forbrugerklager varetager foreningens Etisk Juridiske Råd sådanne henvendelser.
På FDZ’s henvisningsside registreres årligt ca. 800.000 klik, hvilket betyder en særdeles velbesøgt hjemmeside med henvisning til FDZ-zoneterapeuter, Registrerede Alternative Behandlere RAB. FDZ finder således ikke umiddelbart anledning til at påføre medlemmerne en øget udgift ved oplæg på andre sundhedsportaler.
FDZ Forenede Danske Zoneterapeuter varetager alle medlemmers faglige interesser, og arbejder målrettet for højnelse af uddannelse og efteruddannelse, kvalitetssikring og øget sikkerhed for forbrugeren.
|
Antal medlemmer / forening |
RAB registrerede zoneterapeuter |
|
FDZ |
601 |
|
SFZ |
45 |
|
TKZ |
54 |
|
ZCT |
215 |
|
SAB |
70 |
|
I alt |
985 |
Optalt pr. 31. marts 2009/fdz